Velkommen i Japan

Endelig ude af flyet og officielt i Japan!!!

Jeg ankom i Narita lufthavn ca. kl. 8.15 torsdag morgen i lokal tid. Det skal lige siges, at det er varmt! Men mest af alt fugtigt!!! Man sveder virkelig lige så snart, man er væk fra aircondition. Men ellers var det fint. Det ville dog være løgn at sige, at det løb helt problemfrit det næste stykke tid:

Først skulle jeg have et lokalt simkort til min mobil, men der var jo en masse forskellige udbydere, som havde forskellige tilbud, og det viste sig jo, at jeg ikke kunne få det tilbud, som min søster egentlig havde fundet til mig hjemmefra, da de kun kunne bruge på Iphones (har en Android), så det var da bare besværligt :-\

Nu skulle jeg så tage toget ind til Tokyo. Jeg købte et Pasmo-kort, da det er nemmere end at skulle købe billetter konstant (det er ikke dyrerere/billigere bare nemmere). På vejen til toget opstod det første panikanfald, da jeg pludselig fandt ud af, at jeg havde tabt/glemt min pung. Det skal jo siges, at jeg i alt har tre kufferter; en lille håndbaggage og to mellemstore, så jeg havde indtil da kørt rundt med sådan en baggagevogn, men den kunne jeg altså ikke have med ned til togrampen, så mens jeg kæmpede med at få mine kufferter trukket afsted, så jeg slet ikke, at jeg havde tabt min pung ved vognen. Heldigvis opdagede jeg det hurtigt og efter et lille angstanfald (... ups, sorry mor lovede jo jeg ville holde hovedet koldt) gik jeg op til den nærmeste skranke, hvor en medarbejder straks (før jeg havde sagt det) fangede, at det var min pung, han havde fundet, så den fik jeg hurtigt igen fuldkommen urørt :-) Menneskerne er virkelige rare og hjælpsomme herovre, hvilket jeg fik oplevet flere gange i løbet af dagen. Da jeg skulle ned med de tunge kufferter igen og stod og kæmpede lidt med dem hørte jeg et venligt lille grin fra en japansk kvinde, som smilte og sagde "Ganbaru" (held og lykke/gør dit bedste). På toget faldt jeg desuden i snak med en mand fra Stockholm, som havde været er nogle gange før. Han gav mig lige nogle fif og anbefalinger på gode ting at se, og da vi skulle af samme sted, så hjalp han mig også lige med at komme videre.

Efter et metro-tog et par stop skulle jeg af og gå hen til hotellet (Hotel New Koyo) - det eneste problem var jo så bare, at jeg ikke havde en anelse om, hvilken vej jeg skulle gå. Jeg havde et lille udprintet kort og addressen, men det var ikke megen hjælp. Igen viste japanernes venlighed sig, da der ikke længe efter kom en ung japansk kvinde op til mig og spurgte, om jeg havde brug for hjælp. Ikke længe efter (faktisk mens hun var ved at kigge på det lille kort) kom endnu en ung japansk kvinde op og tilbød også sin hjælp. Så nu havde jeg to japanere til rådighed til at vise mig, hvor jeg skulle henad. Jeg takkede dem, før jeg gik i den forklarede retning. Der gik dog ikke længe, før jeg igen var en smule fortabt, og denne gang blev min redning en japansk herre (mit gæt ligger i 20'erne), som ikke kun forklarede retningen, men faktisk fulgte mig hele vejen til hoteldøren. Han tog endda halvdelen af min baggage. Selvom han ikke kunne særlig meget engelsk og jeg kun en smule japansk, så fik vi da talt godt sammen. Han kunne kaldte mig "pretty" og "kawaii" (sød/nuttet) ind til flere gange i løbet af gåturen. Da vi fandt hotellet hjalp han endda med at bære min baggage op og ind på værelset. Bagefter ville han gerne have et knus, som han da også fik og takkede ham mange gange.

Efter en god velfortjent lur var det allerede aftentid, og jeg havde faktisk glemt alt om frokost, så tog mig lige et bad og gik så ud for at finde noget aftensmad. Jeg støtte egentlig på en masse små japanske restauranter af forskellige typer på vejen, men jeg turde ikke rigtig gå ind - ud over sprogbarrieren, så havde jeg endnu ikke fået et ordentligt måltid hele dagen, så jeg valgte at tænke mig nøje om. Efter 10-15 minutters gang og tænken besluttede jeg mig endelig for et spisested. Så min første kulinariske oplevelse i Japan: En Big Mac!

Efter et rigtig sundt og solidt måltid valgte jeg i stedet for bare at gå tilbage til hotellet lige at se en smule af Tokyo, så jeg gik lige lidt rundt i kvarteret omkring hotellet og tog metroen ind til Akihabara, et kvarter kendt for manga og elektronik. Jeg var der ikke så længe, da det hurtigt bliver mørkt herovre (Allerede mørkt ved 8-tiden om aftenen). Det var dog en utrolig oplevelse at se. Der var så mange lys og plakater og der var larm fra de mange arkader. Der var vildt mange restauranter og folk gik bare rundt, spillede i arkaderne, gik i indkøbscentre og selvfølgelig den påkrævede "maid", der gik rundt i gaden og reklamerede for en maid café. Da jeg valgte, at jeg skulle tilbage passerede jeg så lige en gruppe berusede japanske unge mænd (de havde nok været ude at drikke efter jobbet). De var vidst i rigtig godt humør og en af dem spurgte så om jeg ikke ville have en drink med ham. Jeg måtte dog pænt sige nej og sige, at jeg altså kun var 19 år, så jeg må ikke drikke endnu. Jeg skal helt klart tilbage hertil og se nærmere på dette område - dette var jo bare en appetitvækker :-)

Og en sidste ting! Hvis nogen har hørt, at japanere er et "vending machine-people", så er det virkelig ikke nogen joke! De har en på nærmest hvert gade-hjørne. Jeg talte, hvor mange, der var bare på én blok på vejen hjem til hotellet. Der var seriøst på den ENE blok omkring 10 stykker, og det er både kolde/varme drikke, alkohol og cigaretter (og is i lufthavnen). Og jeg har knap nok været her i én dag. Glæder mig til hvad morgendagen bringer :-)

Her er forresten et link til albummet ind til jeg lige finder en anden måde at forbinde de to:

https://picasaweb.google.com/117686865740819249668/SarasTurTil?authuser=0&authkey=Gv1sRgCInp_bzypOGAzQE&feat=directlink