Ekskursion til Nikko

I dag skulle jeg alt for tidligt op, da jeg skulle på tur til Nikko og derfor møde op ved skolen kl. 8. Hvilket vil sige, at jeg skal stå op mindst to timer før. Klokken var ikke engang 6 om morgenen, og jeg var vågen – det bliver mig da bestemt ikke en vane (fatter ikke, hvordan min far kan leve på mindre søvn, for jeg er træt!). Det er vidst godt, at jeg er i værtsfamilie, for jeg ville da for resten næsten aldrig komme op til tiden, hvis det ikke var for hendes: ”Sara! Sara!” hver morgen.

Da jeg mødte op, var endnu ikke alle kommet, men jeg var der så også et kvarter før. Det tog dog ikke lang tid før resten kom – eller næsten da. Der manglede én person (som har en tendens til at tage det forkerte tog og generelt blive væk i større steder). Vi ventede et kvarter ekstra, men han dukkede ikke op, så vi måtte konkludere, at han sikkert enten a) havde sovet over sig eller b) havde taget et forkert tog til skolen. Det viste sig senere, at det var b). Men udover den manglende person, tog vi mod Asakusa, hvor vi skulle tage tog til Nikko. Først skulle vi hente vores billet ved et turistkontor. Det var en særlig togbillet, der også gav adgang til de forskellige templer og shrines. Dog kunne vi først tage toget en halvanden time senere, da vi havde misset det tog, som det egentlig var planlagt at vi skulle tage, fordi vi havde ventet på den sidste mand. For at se på den positive side, så gav det os da tid til at se lidt af Asakusa. Vi fulgte dagens tema og besøgte et af de store templer der. Det var virkelig flot og selvfølgeligt virkelig stort. Der var desuden en lille sø fyldt med koi-fisk. De var virkelig smukke, og der var bare så mange af dem med forskellige nuancer og mønstre.

Tiden gik dog stærkt og vi skulle tilbage til togstationen og af sted mod Nikko. Det var en lidt lang togtur må det siges: omkring 2 timer, men jeg må indrømme, at det for mig ikke føltes som særlig længe. Dette skyldtes til dels, at jeg var så fascineret med at se sceneriet skifte fra den tætte storby til landsbyer og rismarker i massevis. Det var helt specielt – og første gang, at jeg så noget, der bare kunne minde en smule om danske byer. Den anden årsag til, at tiden ikke føltes så længe var jo så også, at jeg selvfølgelig faldt i søvn ;-)

Da vi ankom i Nikko blev jeg overrasket det sekund jeg trådte ud af toget: det var nemlig ikke dræbende varmt! Vi kom fra Tokyo med over 30 grader og så kom vi til Nikko, hvor det faktisk var decideret behageligt varmt. Det var faktisk næsten almen varm dansk sommerdag bare med en lidt højere luftfugtighed. Følte jeg mig hjemme eller hvad ;-) men i hvert fald, så skulle vi jo af sted til de templer og shrines, som var inkluderet i det særtilbud, som vi havde tilkøbt med togbilletten. Det skal siges, at der her i området er vildt smuk natur. Vi skulle bl.a. krydse en stor bro, hvor floden, der løb under den, var helt klar. Det skulle ikke undre mig, hvis man kunne drikke det – det var faktisk decideret indbydende – bare lidt for langt nede.

Vi skulle gå et stykke for at komme hen til templerne, og det skal siges, at det gik opad. Hvis ikke det var trapper, var det bare stejlt opad, der hvor vi gik. Men som sagt var det ikke så slemt, når nu temperaturen ikke var så høj. Det kan desuden tilføjes, at der var en lille behagelig byge en gang i mellem. Ikke rigtig regn, men bare lige lidt støvregn, som var perfekt til at køle én ned.

Det første tempel, som vi så, var en smule skuffende, men jeg var ikke overrasket, da jeg faktisk havde læst om det derhjemme: de var nemlig i gang med at renovere templet, så det er helt tildækket, hvor de dog har templet på facaden, så man kan se, hvordan det egentlig ser ud. Det er dog selvfølgelig ikke det samme, men sådan er det. Ellers må jeg jo bare komme igen om, hvad var det? 2018? Noget i den stil i hvert fald, hvis ikke mere. I det mindste kunne man da gå ind og se interiøret mere eller mindre.

Jeg blev også skuffet, da der også var et af de andre, som også var i gang med at blive renoveret og derfor tildækket. Man kunne selvfølgelig stadig komme indenfor, og jeg fik lige smugkigget lidt under persiennerne, så jeg kunne da se en lille smule af den egentlige bygning.

Der var dog heldigvis ingen renovation ved nogle af de andre templer og shrines, så der fik jeg da set det hele. Jeg tror aldrig, at udsmykningen på de forskellige templer og shrines holder op med at fascinere mig. Masser af billeder blev der i hvert fald taget, men det kan I jo selv se ;-)

Faktisk grænser min fascination nok til den lidt farlige ende, da jeg ved et tempel så de her smukke drager, som udsmykkede nogle stolper. Der var så dog bare det, at der i dette område af templet var masser af skilte, der tydeligt skiltede ”Ingen fotografering!”. Dem som kender mig godt ved dog godt, at jeg rigtig godt kan lide drager, og de her var bare alt for flotte. Det skal siges, at Clara faktisk også virkelig ønskede billeder af dem (hun stod ved siden af mig). Vi stod og snakkede, men jeg kunne ikke lade være, så jeg tog meget diskret nogle billeder af de flotte drager, så ingen kunne se mig gøre det. Jeg må sige, at det gik rigtig godt. Jeg fik taget nogle tilfredsstillende billeder og skyndte mig så ud med Clara. Hun blev ekstremt overrasket, da jeg fortalte og viste, at jeg havde taget billeder af dem, da hun havde stået lige ved siden af og snakket med mig uden at bemærke det. Jeg følte mig noget slem, men vi konkluderede begge, at årsagen til ”Ingen fotografering”-skiltene var, at det var indgangen til selve templet, og lige indenfor blev der afholdt en slags bedeceremonier, og jeg havde faktisk sørget for ikke at fotografere det indre.

Da det begyndte at blive sent, begik vi os tilbage mod stationen. Vi var dog alle meget sultne, så vi kiggede samtidig efter et billigt sted at spise. Jeg kan stolt sige, at det faktisk var mig, der bemærkede en lille skjult restaurant. Den var egentlig lige ud til gaden, men dens facade skreg ikke restaurant, som man normalt ser med større steder. Vi var faktisk kort i tvivl, om det overhovedet var åbent. Ejeren kom dog hurtigt og åbnede døren for os (vi var for resten vidst 7-10 stykker) og viste, at der var åbent, så vi gik da straks ind. Det var en meget lille og meget speciel restaurant. Da vi kom ind, var det første, der ramte mig, en lugt af gammel papir – næsten som gamle bøger. De havde bestemt en unik indretning for alle væggene (og endda loftet!) var tildækket med alle mulige forskellige regninger, tegninger, pengesedler, noter, pasfotos og endda studiekort! Der var faktisk et studiekort fra Harvard. Der var dog ingen danske pengesedler eller andet, i hvert fald af hvad jeg kunne se. Der var dog en svensk pengeseddel og en masse amerikanske dollar-sedler. Selvom stedet nok virkede lidt specielt/mærkeligt, så skal man da bestemt ikke undervurdere det. Det var faktisk rigtig hyggeligt og maden var rigtig god. Jeg fik selvfølgelig ramen, men jeg fik også prøvet noget yakisoba og yakitori, og jeg kan sige, at det hele smagte knaldgodt.

Tro det eller lad være, men det er altså loftet!

Da vi havde spist måtte vi dog skynde os, hvis vi skulle nå toget, så det gik i hvert fald stærkt – lidt for stærkt efter min mening, eftersom det regnede lidt mere nu og vejene var blevet glatte (det gik også ned ad bakke), så jeg var tæt på at falde 2-3 gange, hvor af en af gangene virkelig tog hårdt på mit dårlige højre knæ. Vi nåede dog lige akkurat toget og kunne begive os på den lange togtur hjemad.

Min første skoleuge - møde nye mennesker

Første uge i skolen og alt var hektisk og foregik i konstant i et højt tempo! Jeg er næsten imponeret over, at jeg overlevede den, men jeg var nu til gengæld meeeegeeeet træt hele tiden.

Tirsdag var en laaang skoledag, både fordi den varede til kl. 17.20, men fordi de måske havde været lidt for optimistiske i forhold til mit japanske niveau, da jeg i timerne kun forstod cirka halvdelen af, hvad læreren sagde (de taler kun japansk i undervisningen). Jeg blev bagefter fortalt, at jeg kunne prøve at være i klassen igen i morgen, og hvis det stadig var lidt for svært, så ville jeg komme i en anden klasse. Selvom det var sent, var der stadig masser af mennesker på skolen og fik snakket med nogle stykker – især af dem, som ankom sammen med mig.

Kæmpe statue i Kamakura/Ofuna. Ser den hver dag, når jeg går til/fra stationen.

Onsdag var nok ikke lang, men den startede tidligt – som min dag nu vil starte hver mandag, onsdag og fredag – med at skulle stå op kl. 6.15 om morgenen -.-’ I det mindste er der god morgenmad at stå op til, men ellers er det ikke noget at prale af.

Efter skole blev jeg inviteret af nogle andre elever til at tage til Akihabara, hvilket jeg jo sagde ja til. Jeg havde endnu kun set lidt af Akihabara én gang om aftenen. Det skal siges, at det var vildt hyggeligt. Vi var omkring fire drenge og to piger. Vi kiggede i flere forskellige videospil- og mangaforretninger. Den anden pige som var med ved navn Buse(?) – det er svært med stavningen af de mange udlandske navne – er en kæmpe yaoi fan. Til dem som ikke ved, hvad yaoi er, så vil jeg meget overfladisk beskrive det som ”boys love” manga. Hvis man ønsker det uddybet, så google det! Så da vi fandt en kæmpe yaoi-sektion var hun i himmeriget. Hun anbefalede flere mangaer til mig, og jeg må da sige, at det næsten skal prøves (at købe en yaoi manga), men jeg besluttede mig for først at lave lidt research, da forsiden og den måske-eksisterende korte tekst på bagsiden af coveret sagde mig ikke så meget.

Da vi kom ud passerede vi, hvad der for fremtiden vil være min anden synd/afhængighed (den første var taiyaki): Crepes. Det var en lille crepe butik, og jeg blev straks betaget. Jeg havde set dem så mange gange i anime og manga, og jeg må sige, at de så intet andet end lækre og decideret syndige på displayet. Jeg fik selvfølgelig én (den var med jordbær, ”creme”, men det mindede mere om flødeskum og chokoladesovs), og jeg var solgt efter første bid. Det var hårdt, da jeg var nødt til at tage hjem, når jeg nu ellers bare var fristet til at blive ved de lækre crepes for resten af livet, men hjem kom jeg da – jeg må bare finde nogle flere crepe-butikker ;-)

Torsdag var der på skolen en "sushi-/mingle-party", hvor der både var elever fra vores skole, men også japanske EF ambassadører og unge, som undervises i engelsk af EF. Alle var bare vildt venlige, og det er åbenbart en del af japansk kultur, at man (nogle gange som det allerførste spørgsmål) spørger: "Do you have Facebook?" og "Can I have your Facebook?" Jeg ved ikke hvor mange Facebook venneansøgninger, jeg fik på de få timer, men det var da sandelig en ny rekord for mig – selv da jeg lige lavede den. Når jeg kommer hjem, så er 90% af mine venner på Facebook sikkert japanske – eller i hvert fald fra udlandet.

Jeg fik desuden min første smag på rigtig sushi fra Japan, og jeg begynder at tro, at jeg nok desværre aldrig kommer til at "enes" med sushi. Jeg prøvede det forsigtigt - først bare et stykke med ris og "egg roll" på, men jeg begav mig så ud i egentlig fisk. Første bid gik ok - jeg er nok bare ikke til hele følelsen af rå fisk, men det smagte da bedre end det, jeg havde prøvet hjemme i Danmark. Anden bid var dog en anden snak, for åbenbart putter de wasabi inde i sushi-stykkerne, så ved anden bid fik jeg wasabi med, og jeg måtte straks (på en næsten diskret måde) spytte det ud og skylde min mund med to glas vand. Wasabi er ikke bare stærkt - det nærmest sviger i hele munden! Jeg fatter ikke, hvordan folk kan spise det! Deres tunger må have groet immun over for det - eller også er deres tunger bare halvlamme - jeg ved det ikke. Men håbet om at kunne spise sushi må nok gemmes på hylden.

Fredag tog jeg med EF til noget kaldet ”Ramen Museum”, som, ja, er, hvad navnet indikerer. Det var dog en smule deprimerende, da vi tog af sted og var ca. seks drenge/fyre og én pige. Men sådan var det nu – desuden fik jeg en af fyrene ved navn Isahata til ved et uheld at kalde sig selv for halvt kvinde, så jeg ikke var helt alene ;-)

På vejen derhen var det selvfølgelig i myldretid, så metroen blev bare stoppet med mennesker – man må da ikke være det mindste klaustrofobisk i Japan! Jeg er normalt ikke klaustrofobisk, men jeg var da lige ved at udvikle det! Heldigvis var de andre, især Isahata, meget venlige og prøvede at hjælpe mig ved at lave lidt plads til mig og holde mig oppe, da jeg intet havde at holde i der, hvor jeg stod.

Da vi ankom og havde købt indgangsbilletten valgte vi, at vi altså skulle spise nu, for alle var sultne. Da vi kom til restauranterne var det et helt særligt syn: De havde genskabt en "gammel-stil restaurant-gade"-atmosfære. Det hele var så flot - loftet var endda malet som en nattehimmel (det skal siges, at der var meget højt til loftet). Vi startede med bare at gå rundt og kigge på de mange forskellige restauranter som alle havde nogle forskellige typer ramen at tilbyde. Jeg er i hvert fald bidt af ramen og havde en svær tid med at vælge, hvad jeg skulle prøve denne gang. Bagefter at have spist den lækre ramen gik vi op igen til selve "museumsdelen", hvor der var billeder af de forskellige typer ramen, og hvordan den udviklede sig. Der var endda gammelt kokke-udstyr udstillet og et kort over ramens udspredning i verdenen (butikker i landene) - og en kæmpe stor racerbane til små radiobiler (spørg ikke, hvorfor den var der).

Alt i alt var det en spændende første skoleuge, og imorgen skal jeg på ekskursion til Nikk,o som er kendt for sine templer/shrines, med EF (Grant og Claire vil forresten være der). Jeg glæder mig virkelig - gid jeg bare ikke skulle så tidligt op.

Første skoledag!

I dag startede som sædvanlig alt for varmt og nu også alt for tidligt! Men det gik fint nok: Jeg var bare heldig, at Yumiko kaldte op for at vække mig, ellers var jeg da sovet over. Gen fortalte mig, at jeg ikke ville have rigtig undervisning på første dag, men bare introduktion, så jeg pakkede ikke den store skoletaske. Jeg tog dog min pc med, så jeg kunne tage noter. Efter morgenmad, som igen var i vestlig stil, så det var noget, som jeg nogenlunde kunne genkende. Da jeg skulle tage toget var jeg dog stadig noget forvirret, hvad angik togene. Jeg steg på toget, men indså så efter nogle stop, at det var det forkerte tog. Jeg kunne bestemt ikke nå, at køre tilbage og tage det rigtige, og der var ingen fælles stationer at stige af ved. Jeg fandt dog en station, hvorfra jeg kunne tage metroen til Shibuya, hvor EF sprogskolen ligger. Jeg måtte dog indse, at jeg ikke ville nå det til kl. 9, som det var meningen, så jeg måtte ringe og sige, at jeg blev lidt forsinket. Jeg endte op ved den rigtige station, så nu skulle jeg bare finde vejen til skolen. Heldigvis var jeg blevet givet en vejbeskrivelse fra stationen til skolen.

Jeg fandt heldigvis skolen uden alt for mange problemer herefter, som for resten ligger på 27. etage kan det siges! Heldigt at der er flere elevatorer, og de er rimelig hurtige. Da jeg ankom, var det rimelig sejt. Indretningen er helt speciel (på en rigtig god måde selvfølgelig) og udsigten bare helt vild. Der er vinduer hele vejen rundt i rummet, så man kan se en stor del af Tokyo. Jeg blev givet et papir, som jeg skulle udfylde, og jeg fandt desuden ud af, at det egentlig ikke havde været noget problem, at jeg kom for sent – heldigvis. Faktisk var der flere, der endnu ikke var kommet. Efter at have udfyldt papiret skulle jeg desuden til et lille interview – bare nogle få simple spørgsmål om, hvor jeg var fra, hvorfor lære japansk osv. Der var introduktionsklasse, hvor de bare fortalte, hvordan det foregik på skolen. Desuden havde jeg (og flere andre) et introkursus i hiragana og katakana, da jeg ikke helt havde katakana på plads. Bagefter skulle alle nye elever på en lille rundtur. Vi besøgte Meiji Shrine, som er mega stor og meget kendt. 

Det var helt vildt, men den lange gåtur fra indgangen til selve helligdommen var alt for lang, når man gik i +35 grader med høj luftfugtighed – imponerende, at jeg ikke blev solskoldet, da jeg havde glemt solcreme. Jeg kom for resten meget hurtigt i snak med flere personer – nu skal jeg bare lære alle deres navne, som flere sikkert ved er en af mine svagheder ;-) Jeg lærte dog hurtigt navnet på én: Clara. Hun er fra Sverige og noget genert, men virkelig sød og rar at snakke med. Før vi gik tilbage til skolen, gik vi også lidt rundt i området omkring skolen, altså Shibuya. Det er helt vildt, hvor stort og menneskefyldt det er. Skolen ligger jo også ved siden af Shibuya Crossing, som er rimelig kendt (har været med i flere film) og en af de mest brugte kryds af fodgængere. Jeg så desuden statuen af Hachikou, en virkelig sød og kendt fortælling om en hund, som kom til togstationen for at vente på sin herre hver dag selv efter hans død.

Da vi kom tilbage til skolen blev vi alle givet vores skemaer. Min dag var altså ovre, og jeg skulle hjemad. Jeg havde aftalt med Gen at møde ham halvvejs (Yokohama), hvor han arbejder og så tage hjem sammen. Heldigvis kom jeg vist på det rigtige tog, da jeg i hvert fald endte op det rigtige sted. Halleluja. Gen syntes forresten også vi skulle købe nogle søde sager (kager), så da vi ankom ved Ofuna station, som er tættest på hjemmet, gik vi ind i et stor butik - sjovt nok med navnet "Sweets". Det hele så bare så overdådigt og lækkert ud. Japanere elsker virkelig at gøre noget ud af præsentation. Til mig blev der købt et stykke chokolade kage. Desuden fik jeg også en tayaki (vaffel-agtig "kage" formet som en fisk og med fyld i), da jeg tidlere havde sagt, jeg gerne ville prøve én. 

Jeg var helt smadret, da jeg kom hjem. Så efter aftensmad samt efter vores købte dessert, som forresten var helt lige så gode, som de så ud (min tayaki var med vanillecreme og vildt lækker! fik creme ud over det hele ;-) ) og et bad var jeg klar til at komme i seng. I morgen starter skolen for alvor, og mit skema er laangt! Så har brug for min søvn. Jeg har timer således:

Mandag: 08:30-12.50, Tirsdag: 11.30-17.20, Onsdag: 8.30-12.50, Torsdag: 11.30-15.50, Fredag: 8.30-14.20. Og så har jeg jo 1,5 timers transport hver vej. Så skal tidligt op -.-’

Tanabata Festival

I dag var en rigtig lang dag, men fantastisk dag! Da solen står så tidligt op vågnede jeg faktisk allerede kl. 6 om morgenen, men jeg lagde mig dog til at sove igen – der var alligevel ingen andre vågne, og det var lige lidt tidligt for min smag. Vi spiste alle tre morgenmad sammen, som ikke var, hvad jeg havde troet: Jeg var forberedt på at skulle spise ris til morgenmad sammen med ting som misosuppe, fisk og sådan noget, altså en virkelig traditionel japansk morgenmad. Men det mindede faktisk om en vestlig morgenmad. Der var røræg, brød (som vi bl.a. spiste med den  marmelade, jeg havde givet dem) og jogurt. Alt i alt så var det faktisk en helt fin morgenmad, og det skal siges, at brødet var hjemmebagt og smagte rigtig godt!

Efter morgenmad hjalp Yumiko mig i min yukata, da det i dag er den 7. juli, hvilket betyder, at man i Japan fejrer noget kaldet Tanabata festival. Gen havde inviteret mig med til at skulle fejre festivalen, hvilket jeg var glad for. Jeg havde alligevel planlagt at tage til festival, men det var rart at kunne være med nogen. Ligesom i går, så satte hun mit hår, men denne gang gjorde hun noget ekstra ud af det. Gen kom også i en yukata og så var vi klar til at skulle til festival. Jeg fandt hurtigt ud af, at en yukata ikke er helt så nemt at bære, som det måske ser ud. Du kan ikke tage særlig lange skridt af gangen, så det skal man lige vænne sig til. Også fordi jeg havde en slags sløjfe bagpå, så måtte jeg jo ikke læne mig tilbage, når jeg sad ned, ellers ville jeg jo mase den ud af form. Gen tog mig med til den største Tanabata festival, som faktisk er så kendt i Japan, at den bliver sendt i fjernsynet. Det var virkelig en særlig oplevelse, som jeg knap nok kan beskrive med ord. Det var ikke som noget som helst, jeg nogensinde har prøvet. Der er bare en helt særlig atmosfære og MANGE mennesker! Der var desuden dekorationer overalt og boder med mad og spil. Jeg tror aldrig jeg har brugt et kamera så meget som i dag ;-)

Jeg fik både lidt at spise – bl.a. en chokoladebetrukket banan (smagte rigtig godt) og fik prøvet et spil, som jeg så ofte har set i manga/anime: det gælder om at fange guldfisk. Jeg fangede desværre ikke noget, men var ellers tæt på – fisken var bare lidt for stor. Det eneste ”minus” var varmen! Det var i forvejen 35 grader med høj luftfugtighed og så var der jo også bare en masse mennesker og varmen fra madboderne, som gjorde det endnu varmere! Men det trak bestemt ikke oplevelsen ned; vi måtte bare søge lidt væk fra varmen en gang imellem og drikke en masse væske.

Efter at have været ved festivalen i nogle timer tog vi videre. Vi skulle møde op med nogle af Gens kolleger/venner. Dog ikke før, vi fik noget frokost, og jeg havde selvfølgelig fortalt ham tidligere, hvordan jeg i hvert fald skulle prøve Ramen, men var bekymret for om jeg kunne lide det, da jeg ikke på nogen måde kunne fordrage Cup Noodles hjemme i Danmark. Han tog mig hen til et sted, hvor der bare var en masse Ramen-restauranter ved siden af hinanden. Vi valgte en, hvor man skulle bestille ved en automat (som de jo elsker) udenfor stedet, så gik man ind og gav den ”billet”, som automaten gav én, indenfor. Jeg bestilte en helt almindelig Ramen (kaldet Shouyou (ikke sikker på stavelsen)) for at spille sikkert, når det nu var første gang. Jeg kan sige at det smagte fantastisk! Det eneste sørgelige var, at portionerne er så store, at man nærmest ikke kan afslutte en skål (gjorde dog et rigtig godt forsøg – spiste mere end Gen). Det skal jeg bestemt have igen!

Efter frokost tog vi hen for at møde med de andre. Da vi ankom, var det første jeg hørte var et højlydt ”Kawaii”. Det kom fra en (japansk) pige ved navn Yuri, som er omkring min alder, og rettet mod mig. Det skal siges, at hun er en rigtig sød og rar person og var rimelig god til engelsk. De andre var også hurtig til at rose mig. De var fem i alt: yderligere to japanere: Kenta og Syo og så to amerikanere, som var i en slags praktik ved navn Grant og Claire (alle omkring min alder kan det siges). Efter introduktioner gik vi mod et kæmpe stort tempel, hvor vi skulle skrive et ønske på et stykke papir og hænge det på en bambus (tradition ved Tanabata). Jeg skrev selvfølgelig min på dansk, da det ville være helt specielt, da det var en sjældenhed (så udover japansk også engelsk, spansk og fransk). Efter dette gik vi mod Tokyo Tower. På vejen gik det dog lynhurtigt fra det solskinsrige varme til pludselig at stå ned i stænger! Jeg mener det virkelig bogstaveligt, at det var som at stå under en bruser. Vi alle nåede at blive godt gennemblødte, før vi fandt ly. Heldigvis regnede det ikke så længe, så vi kunne snart fortsætte.

Her er Claire og Grant

Det kan for resten tilføjes, at det havde været så varmt, at da regnen stoppede, kunne man se damp stige op fra asfalten! Det var virkelig syret.

Ved Tokyo Tower var der virkelig lang kø, så vi skyndte os at stille os i kø for at komme ind så hurtigt som muligt. Tre af os (Gen, Kenta og mig) stod dog ikke længere end 1 minut, før vi fik lov til at komme ind. De havde lavet specielle fordele og tilbud for folk i Yukata, så vi ikke skulle stå i kø, og så fik vi rabat på billetten. Oppe i tårnet var det helt vildt. Udsigten var utrolig, og man kunne bare se næsten hele Tokyo. På en af etagerne havde de også lavet en ”stjernehimmel” af små lys, så det var også rigtig flot.

Da vi kom ud af Tokyo Tower mødte vi også to andre, som Gen åbenbart kendte et par tvillinge-piger. De slog sig til os, og selvom det var sent, og jeg var ved at være noget udmattet, så sagde jeg da ja til at tage med ud og drikke lidt. Jeg var noget tøvende, da jeg både var træt og egentlig for ung til at drikke i Japan, men Gen forsikrede mig om, at det var i orden, og så ville jeg gerne snakke lidt mere med dem. Det kan for resten siges, at da Grant, Claire og Yuri så på et billede, som jeg havde taget af Gen på hans mobil, bemærkede de en masse kameraer rettet i min retning i baggrunden meget diskret. Åbenbart var jeg et sjældent syn ved festivalen (vesterlænding og i yukata). Det var i en ”mindre” by uden for Tokyo, så de var ikke så vante til udlændinge. Hvem elsker alligevel ikke at være i total fremmedes fotoalbum ;-)

Da vi tog hjem (omkring midnat) var jeg virkelig bombet. På Gens opfordring sov jeg også lidt i toget på vej hjem. Jeg kan i hvert fald sige, at jeg ikke ville få nogen problemer med at sove. Bare ærgerligt, at jeg skal op kl. 7 om morgenen.

Første dag med værtsfamilien

Da jeg lå søvnløs hele natten (højst sandsynligt pga. en blanding af, hvor længe jeg sov natten før, noget jetlag og selvfølgelig spænding), valgte jeg at starte dagen tidligt; omkring kl. 5 om morgenen. Det var allerede lyst udenfor kl. 4! Jeg startede med at rydde ud i værelset og gøre alt klart til at skulle tjekke ud senere. Da jeg var færdig besluttede jeg mig for at tage ud og se lidt mere af området, inden jeg skal forlade det. Jeg havde bl.a. set på et kort, at der skulle være en lille lokal helligdom (Shinto Shrine), som jeg valgte at sætte mig ud for at finde.

Jeg kunne ikke læse, hvad standarden var for en bøn ved denne helligdom (ved bare at man bl.a. bukker og klapper i hænderne), så jeg lavede bare min egen.

Jeg gik videre i området og fandt en anden helligdom med en slags kirkegård. Jeg kom også forbi et kvarter, hvor hjemløse havde slået sig ned. De hilste da jeg gik forbi, men det var ikke nemt, når de ikke kunne engelsk og jeg japansk. For sjov var der dog én, som begyndte at kalde tilfældige engelske ord. Jeg kom på vejen forbi en 7-eleven, hvor jeg faldt over noget sjovt. De har åbenbart også Knorr-produkter i Japan. Jeg havde endnu ikke fået morgenmad, så jeg købte en med  tomatsuppe og pasta. Da jeg kom tilbage til hotellet gjorde jeg mit bedste for at følge den japanske vejledning, selvom jeg ikke helt fandt ud af, hvor meget vand, som skulle tilsættes, men det blev fint og smagte da godt.

Uanset hvor man er i verdenen, så kommer Knorr altid én til undsætning ;-)

Efter morgenmad tjekkede jeg ud og begyndte den lange rejse ud til Kamakura, hvor min værtsfamilie bor. Det var dog ingen nem opgave, når det er +30 grader, og man har tunge kufferter i hver hånd. Første del af rejsen gik egentlig fint nok. Jeg havde noget bøvl med trapper, hvor der hverken var rulletrappe eller elevator, men så måtte man jo bare tage dem én af gangen. Selv da det blev for hårdt ville der ofte straks komme én og hjælpe mig. Jeg fik faktisk oplevet japanernes venlige og hjælpsomme sind mange gange idag. Men mere om det. Da jeg skulle skifte tog fandt jeg med en smule hjælp den rette platform. Jeg kom dog ved et uheld til at tage toget i den forkerte retning ^.^' Dette fandt jeg først ud af efter ca. 15 minutters kørsel, da jeg burde have nået min station nu. Heldigvis kostede fejlen mig ikke noget som helst takket være deres betalingsmetode for toge. Så jeg skyndte mig straks af og fik vendt om. Jeg var dog så uheldig, at denne linje var forsinket, så jeg nåede ikke det næste tog, som jeg skulle med. Så det gav en kort ventetid.

Da jeg så endelig kom på det sidste tog og ankom på den station, som jeg skulle af ved, var det som om det pludselig blev dobbelt så varmt! Solen stod nu højt på himmelen og prøvede vist at dybstege folk. Nu var det store problem at finde frem til huset, da det var et stykke fra stationen. Jeg spurgte om vej, men det var bestemt ikke nemt! Der var alt for varmt, alt for mange gader og alt for mange smerter i hænder og skuldre! Jeg tror virkelig, at jeg enten får vabler eller i hvert fald hård hud på mine hænder efter alt dette. Til sidst var jeg ved at give op - Jeg var tæt på et hedeslag på trods af de store mængder væske indtaget, og det var meningen, at jeg skulle have været ved værtsfamilien inden kl. 12, og den var da 12.30. Jeg satte mig ned og prøvede at køle af, hvorefter jeg gik ind på et kontor, som lå bag mig (altså der hvor jeg sad). Her spurgte jeg om vej og straks blev en stor telefonbog med kort i trukket frem, og de prøvede virkelig at finde adressen. Kort efter kom en mand ind, og da de havde fundet vejen, så bad manden (som var kommet ind) mig om at følge med. Jeg formodede, at han ville gå med mig derhen, ligesom jeg havde oplevet den første dag, men nej. Så begynder han at smide mine ting ind i en bil og kører mig lige til døren! Jeg takkede ham dybt, og alt var godt igen, for huset var ikke helt tomt. Faktisk så var den ene af dem, som bor i huset (den voksne søn Gen) hjemme og stod, da jeg ankom på terrassen, så han så mig straks komme.

Min værtsfamilie består af kvinden Yumiko Kishimoto og den voksne søn Gen Kishimoto samt deres hund og to katte (som alle er virkelig søde skal det siges!)

Inde i huset blev jeg vist rundt og fik set mit værelse. Jeg er meget tilfreds med det. Jeg fik desuden spist frokost med ham. Det smagte specielt, men det var ok. Vi snakkede især og Danmark og Japan. Han vil rigtig gerne prøve at lære en smule dansk, nu hvor muligheden er der, så jeg begyndte jo straks ;-) Han skulle desværre ud efter et par timer, men han sørgede først lige for, at jeg havde, hvad jeg måttehave brug for. Jeg havde virkelig brug for et bad, så det ville jeg tage, men da jeg gik op på mit værelse for at hente mine ting, lagde jeg mig lige på sengen og tændte for den elektriske fane for kort efter at falde i søvn på sengen. Jeg vågnede igen, da den var omkring 5-tiden om eftermiddagen og gik ned, da de begge (mor og søn) var hjemme. Jeg fik hilst på moren, som ikke er så god til engelsk, men det går da. Sønnen forlod kort efter igen huset, så jeg var alene med Yumiko. Hun spurgte mig dog, om jeg ikke ville med ud og gå tur med hunden og låne nogle anime-film, hvilket jeg jo sagde ja til :-)

På vejen talte vi om mange forskellige ting, og kom blandt andet forbi en lille lokal festival. Det var en særlig oplevelse, men vi kunne desværre ikke lige blive, men jeg skal jo nok få masser af muligheder for festivaller.

Da vi kom hjem startede hun på aftensmad, mens jeg fik lov til at se en af de lånte videoer. Da det var tid til mad kom Gen hjem, og vi alle tre spiste sammen. Det var faktisk helt ok. Der var japansk-stil kartofler, som jeg rigtig godt kunne lide og så fik jeg en ret med ris og stegt ål, som var ok. Og jeg spiste selvfølgelig med spisepinde ;-)

Efter måltidet fik jeg endelig et bad. Desuden ville Yumiko hjælpe mig med at finde ud af, hvordan min nykøbte yukata tages på. Hele udstyret kom så på, og hun satte endda mit hår op i japansk stil. Vi fik taget fine billeder af mig med dem. Jeg bliver kun mere og mere glad for min yukata hver gang jeg ser den på.

Jeg gav desuden familien deres gave fra mig, som bestod af nogle klassiske danske ting: Haribo slik, marcipan, studenterstriber, Den Gamle Fabrik marmelade, blandede småkager og kronebolcher :-)

De virkede meget glade for det (nu fandt jeg jo ud af, at de også har Haribo i Japan (men ikke de to poser, som jeg havde med), og Gen sagde i hvert fald, at han elskede dem, så det var godt ramt).

Men dagen har nu været lang og trættende, og jeg har en lang dag imorgen, så nu er det vidst tid til en velfortjent nattesøvn.

Forresten så kan det siges, at jeg ikke just går ubemærket. Enten har nogle af de her japanere ikke set kaukasiske mennesker eller også er jeg bare udsædvanlig køn i deres øjne. Jeg mener dette helt seriøst: Flere folk kigger efter mig, når jeg går forbi og hørte igen nogen idag kalde mig "kawaii", da jeg gik forbi. Det kan være jeg skal flytte til Japan bare for at være populær hos fyrene ;-)

Gåtur i Ueno

Min dag startede meget sent idag, da jeg pga. jetlag endte med at sove helt til kl. 13. Jeg kom hurtigt i noget tøj og besluttede mig for at tage ind og se kvarteret Ueno, da jeg har læst, at det skulle være et godt område til at købe en yukata (sommer kimono), som jeg regner med at skulle bruge her på søndag (I må vente med hvorfor ;-)). Det jeg fandt var i sandhed noget man helst selv bør skue, for billeder er det slet ikke værdigt! (Har dog prøvet at tage nogle gode billeder af stedet). Da jeg først trådte ud af metroen blev jeg mødt med kæmpe veje, men ingen fodgængerfelter - folk gik nemlig på broer over trafikken!

Jeg gik over broen og fandt et storcenter - lidt ligesom Salling eller Magasin i Danmark. Her var masser af tøj, men jeg begrænsede mit kiggeri - jeg havde nemlig ikke fået noget rigtigt at spise endnu (kun et par kiks), så jeg kiggede efter noget mad. Jeg faldt over skilte mod noget ved navn "nana's green tea", som var en lille cafe. Selvom det måske ikke var det egnede måltid for frokost, så kunne jeg ikke lade være. Jeg vidste selvfølgelig ikke, hvad noget af det egentlig var på trods af det engelske menukort, som egentlig ikke gjorde meget. Jeg bestilte derfor noget, der lignede iste og en slags is-dessert.

Nok ser det rigtig godt og velsmagende ud, men man skal ikke altid lade sig narre. Det var bestemt ikke iste, som vi kender den - nok var der is i og nok var det te, men det smagte meget bittert. Det var nok mere en form for kold te end egentlig iste. Så var der isen... Jeg vil tro at den grønne is var grøn te for det smagte i hvert fald ikke af pistacie ;-) Det var en lidt speciel og uvant smag, men det var da spiseligt. Værst af alt var nok den brune "bean paste" og de små hvide "dumplings" (tror jeg i hvert fald de var). Jeg kan slet ikke beskrive smagen af det, men jeg kunne bestemt ikke lide det! Det var så slemt, at jeg i desperation drak af teen for så at huske dens smag og så skylde det over med et glas vand ^.^' De små dumplings havde en virkelig sej og gummiagtig konsistens, så jeg knap nok kunne tygge dem let alene få én ned på trods af det hårde forsøg, men jeg måtte til sidst give op, før jeg blev kvalt. Og hvis nogen er i tvivl, så nej det er ikke chokoladesovs i den lille skål. Det var en slags sovs, som smagte lidt i stil med kaffe efter min mening. Så det var ikke det bedst-valgte måltid, men jeg må jo prøve mig frem, ellers finder jeg jo aldrig ud af det ;-)

Bagefter gik jeg rundt og kiggede lidt i centret. Jeg fandt til sidst en butik, hvor de solgte nogle rigtig flotte yukata i god kvalitet. Jeg begyndte straks at kigge og må sige, at der var MANGE søde mønstre. Jeg kiggede ikke på egen hånd længe, før en medarbejder straks kom til hjælp. Hun spurgte om min højde og fandt straks efter en yukata, som hun synes passede perfekt til mig. Hun hjalp mig i den, men måtte så se til en anden kunde, så en anden medarbejder overtog. Den forrige kunne heller ikke engelsk, så det var ikke nemt, men hende her kunne noget. Hun hjalp mig med at få resten på og hjalp med at finde det perfekte sæt til mig. Jeg gik glad derfra med tunge poser. Jeg glæder mig virkelig til at vise mig frem i den! :-)

Jeg forlod centret ud af en anden vej og kom ud og fik mig en stor overraskelse: gader fyldt med forretninger og restauranter (og folk). Det var det vildeste, som jeg har set længe af den slags, og jeg har ellers været i USA (New York, Las Vegas, Miami og flere). For dem hjemme i Danmark, så forestil jer noget i stil med gågaden i Århus x1000. Der var skilte overalt, og medarbejdere i butikkerne hilste, bare man gik forbi.

Det hele virkede bare helt elektrisk og straks ønskede jeg bare, at jeg havde en hel masse penge - og plads i kufferterne, men jeg måtte selvfølgelig beherske mig ;-). Jeg mødte faktisk også en udlændinge, som boede i Japan. Han var fra Nigeria og arbejdede (/ejede?) en butik der. Jeg blev overtalt til at gå ind og tage et kig. Vi faldt i snak, og selvom jeg ikke købte noget, endte han med at spørge om jeg ikke ville spise middag med ham en dag. Jeg sagde dog pænt nej, men han gav mig alligevel hans visitkort, hvis jeg nu skulle skifte mening. Et rigtig ego-boost, at man på 2 dage er blevet lagt an på 2 gange ;-) og den ene kunne knap engelsk. Jeg gik videre rundt og kiggede ind til det altså blev aftentid og tid til at spise. Nu var problemet jo ikke at finde et sted, men at vælge et sted. Jeg endte med at vælge et sted "Japanese Casual Dining" (det skal siges, at japanere elsker etager - indgangen var direkte, men den lå på 2. sal, samt så restauranter, hvor man skulle gå ned i kælderen!). Jeg valgte, at jeg ville prøve at spille lidt sikkert, men ikke MacD sikkert, så jeg fik pomfritter, nogle små stegte kyllingestykker (kunne tegnet for kylling, så kunne læse det i menuen) og et glas af noget der så sikkert ud (viste sig at være appelsin juice, så det var fint nok (de elsker det herovre!)).

Jeg havde dog cirka det samme held som tidligere i mit madvalg, for selvom pomfritterne var normale og gode, så var kyllingen lidt speciel. Lad os bare sige, at den smagte fint, men var lidt hård at tygge. Havde ikke tænkt over, at jeg faktisk har læst, at man i Japan ikke altid kun spiser kødet men også de lidt hårdere dele som... brusk eller endda knoglerne (i små fisk fx), så de var lidt svære at få ned, men jeg fik da spist en god del af dem. Jeg må skynde mig at lære japansk, så jeg kan læse menuen ordentligt. Men jeg nærmer mig da! Det gik bedre end til frokost ;-)

Efter en lang dag i gaderne var det altså nu på tide at komme hjem. Det skal forresten siges, at jeg nok har spottet mine første "Love hotels"! De var meget diskrete, men skiltet med timeleje for et værelse var lidt afslørende ;-)

Imorgen skal jeg ud til min host family, som jeg skal bo hos den næste måned, så er spændt! Ville gerne se lidt mere af Tokyo på egen hånd, men det kan jeg jo også både efter skole og efter sprogkurset, men nu glæder jeg mig bare til at møde de rare mennesker :-)

P.S til Nina: Jeg fandt din gemte gave og tusind tak! Nu giver brevet mere mening, og bogen virker bestemt spændende, men elsker især billedet ;-) Nu kan jeg se på jer hver dag :-)

Velkommen i Japan

Endelig ude af flyet og officielt i Japan!!!

Jeg ankom i Narita lufthavn ca. kl. 8.15 torsdag morgen i lokal tid. Det skal lige siges, at det er varmt! Men mest af alt fugtigt!!! Man sveder virkelig lige så snart, man er væk fra aircondition. Men ellers var det fint. Det ville dog være løgn at sige, at det løb helt problemfrit det næste stykke tid:

Først skulle jeg have et lokalt simkort til min mobil, men der var jo en masse forskellige udbydere, som havde forskellige tilbud, og det viste sig jo, at jeg ikke kunne få det tilbud, som min søster egentlig havde fundet til mig hjemmefra, da de kun kunne bruge på Iphones (har en Android), så det var da bare besværligt :-\

Nu skulle jeg så tage toget ind til Tokyo. Jeg købte et Pasmo-kort, da det er nemmere end at skulle købe billetter konstant (det er ikke dyrerere/billigere bare nemmere). På vejen til toget opstod det første panikanfald, da jeg pludselig fandt ud af, at jeg havde tabt/glemt min pung. Det skal jo siges, at jeg i alt har tre kufferter; en lille håndbaggage og to mellemstore, så jeg havde indtil da kørt rundt med sådan en baggagevogn, men den kunne jeg altså ikke have med ned til togrampen, så mens jeg kæmpede med at få mine kufferter trukket afsted, så jeg slet ikke, at jeg havde tabt min pung ved vognen. Heldigvis opdagede jeg det hurtigt og efter et lille angstanfald (... ups, sorry mor lovede jo jeg ville holde hovedet koldt) gik jeg op til den nærmeste skranke, hvor en medarbejder straks (før jeg havde sagt det) fangede, at det var min pung, han havde fundet, så den fik jeg hurtigt igen fuldkommen urørt :-) Menneskerne er virkelige rare og hjælpsomme herovre, hvilket jeg fik oplevet flere gange i løbet af dagen. Da jeg skulle ned med de tunge kufferter igen og stod og kæmpede lidt med dem hørte jeg et venligt lille grin fra en japansk kvinde, som smilte og sagde "Ganbaru" (held og lykke/gør dit bedste). På toget faldt jeg desuden i snak med en mand fra Stockholm, som havde været er nogle gange før. Han gav mig lige nogle fif og anbefalinger på gode ting at se, og da vi skulle af samme sted, så hjalp han mig også lige med at komme videre.

Efter et metro-tog et par stop skulle jeg af og gå hen til hotellet (Hotel New Koyo) - det eneste problem var jo så bare, at jeg ikke havde en anelse om, hvilken vej jeg skulle gå. Jeg havde et lille udprintet kort og addressen, men det var ikke megen hjælp. Igen viste japanernes venlighed sig, da der ikke længe efter kom en ung japansk kvinde op til mig og spurgte, om jeg havde brug for hjælp. Ikke længe efter (faktisk mens hun var ved at kigge på det lille kort) kom endnu en ung japansk kvinde op og tilbød også sin hjælp. Så nu havde jeg to japanere til rådighed til at vise mig, hvor jeg skulle henad. Jeg takkede dem, før jeg gik i den forklarede retning. Der gik dog ikke længe, før jeg igen var en smule fortabt, og denne gang blev min redning en japansk herre (mit gæt ligger i 20'erne), som ikke kun forklarede retningen, men faktisk fulgte mig hele vejen til hoteldøren. Han tog endda halvdelen af min baggage. Selvom han ikke kunne særlig meget engelsk og jeg kun en smule japansk, så fik vi da talt godt sammen. Han kunne kaldte mig "pretty" og "kawaii" (sød/nuttet) ind til flere gange i løbet af gåturen. Da vi fandt hotellet hjalp han endda med at bære min baggage op og ind på værelset. Bagefter ville han gerne have et knus, som han da også fik og takkede ham mange gange.

Efter en god velfortjent lur var det allerede aftentid, og jeg havde faktisk glemt alt om frokost, så tog mig lige et bad og gik så ud for at finde noget aftensmad. Jeg støtte egentlig på en masse små japanske restauranter af forskellige typer på vejen, men jeg turde ikke rigtig gå ind - ud over sprogbarrieren, så havde jeg endnu ikke fået et ordentligt måltid hele dagen, så jeg valgte at tænke mig nøje om. Efter 10-15 minutters gang og tænken besluttede jeg mig endelig for et spisested. Så min første kulinariske oplevelse i Japan: En Big Mac!

Efter et rigtig sundt og solidt måltid valgte jeg i stedet for bare at gå tilbage til hotellet lige at se en smule af Tokyo, så jeg gik lige lidt rundt i kvarteret omkring hotellet og tog metroen ind til Akihabara, et kvarter kendt for manga og elektronik. Jeg var der ikke så længe, da det hurtigt bliver mørkt herovre (Allerede mørkt ved 8-tiden om aftenen). Det var dog en utrolig oplevelse at se. Der var så mange lys og plakater og der var larm fra de mange arkader. Der var vildt mange restauranter og folk gik bare rundt, spillede i arkaderne, gik i indkøbscentre og selvfølgelig den påkrævede "maid", der gik rundt i gaden og reklamerede for en maid café. Da jeg valgte, at jeg skulle tilbage passerede jeg så lige en gruppe berusede japanske unge mænd (de havde nok været ude at drikke efter jobbet). De var vidst i rigtig godt humør og en af dem spurgte så om jeg ikke ville have en drink med ham. Jeg måtte dog pænt sige nej og sige, at jeg altså kun var 19 år, så jeg må ikke drikke endnu. Jeg skal helt klart tilbage hertil og se nærmere på dette område - dette var jo bare en appetitvækker :-)

Og en sidste ting! Hvis nogen har hørt, at japanere er et "vending machine-people", så er det virkelig ikke nogen joke! De har en på nærmest hvert gade-hjørne. Jeg talte, hvor mange, der var bare på én blok på vejen hjem til hotellet. Der var seriøst på den ENE blok omkring 10 stykker, og det er både kolde/varme drikke, alkohol og cigaretter (og is i lufthavnen). Og jeg har knap nok været her i én dag. Glæder mig til hvad morgendagen bringer :-)

Her er forresten et link til albummet ind til jeg lige finder en anden måde at forbinde de to:

https://picasaweb.google.com/117686865740819249668/SarasTurTil?authuser=0&authkey=Gv1sRgCInp_bzypOGAzQE&feat=directlink

Så er tiden kommet!

Endelig kom den længeventede dag, hvor jeg starter mit eventyr til Japan! Idag (d. 3 Juli) startede jeg med, at min mor, søster Nina, nevø Nicklas og min dejlige veninde Ann kørte med mig til Billund lufthavn kl. 8.30. Efter lidt morgenmad  (selvom jeg selv ikke havde så synderlig meget appetit) og en dybfølt afsked i lufthavnen, startede min rejse for alvor.

Den første flyvetur var kort, da jeg først kun skulle til Frankfurt og så skifte til Japan - Det hjalp også, at jeg faldt i søvn næsten med det samme og sov ind til de startede nedflyvningen ;-)

Nu var det så tid til den lange flyvetur. Jeg mener, at piloten sagde, at den varede ca. 10 timer og 50 minutter. Flyet var dog 20-30 minutter forsinket fra start, men det var også et stort fly med MANGE mennesker. Det skal lige siges, at man føler sig lidt "out of place" når omking 90% af passagererne er asiatiske og så står jeg der som den blege, blonde dansker, men det var faktisk en overraskende god flyvetur. Jeg fik min vinduesplads (meget vigtig!) og så var der et ledigt sæde mellem mig og en af de andre passagerer, så jeg skulle ikke engang sidde tæt op af nogen. Film-udvalget kunne have været lidt bedre, men jeg fik da set The Croods! Maden var selvfølgelig som altid ikke noget at prale af - men det har jeg nu heller aldrig oplevet, så det var ikke nogen stor skuffelse - men jeg fik da en smule. Jeg havde jo så også nogle kiks og Marabou chokolade med hjemmefra, så helt fortabt var jeg ikke ;-)

Glæder mig og ser frem til det store eventyr, der ligger foran mig!