Tanabata Festival

I dag var en rigtig lang dag, men fantastisk dag! Da solen står så tidligt op vågnede jeg faktisk allerede kl. 6 om morgenen, men jeg lagde mig dog til at sove igen – der var alligevel ingen andre vågne, og det var lige lidt tidligt for min smag. Vi spiste alle tre morgenmad sammen, som ikke var, hvad jeg havde troet: Jeg var forberedt på at skulle spise ris til morgenmad sammen med ting som misosuppe, fisk og sådan noget, altså en virkelig traditionel japansk morgenmad. Men det mindede faktisk om en vestlig morgenmad. Der var røræg, brød (som vi bl.a. spiste med den  marmelade, jeg havde givet dem) og jogurt. Alt i alt så var det faktisk en helt fin morgenmad, og det skal siges, at brødet var hjemmebagt og smagte rigtig godt!

Efter morgenmad hjalp Yumiko mig i min yukata, da det i dag er den 7. juli, hvilket betyder, at man i Japan fejrer noget kaldet Tanabata festival. Gen havde inviteret mig med til at skulle fejre festivalen, hvilket jeg var glad for. Jeg havde alligevel planlagt at tage til festival, men det var rart at kunne være med nogen. Ligesom i går, så satte hun mit hår, men denne gang gjorde hun noget ekstra ud af det. Gen kom også i en yukata og så var vi klar til at skulle til festival. Jeg fandt hurtigt ud af, at en yukata ikke er helt så nemt at bære, som det måske ser ud. Du kan ikke tage særlig lange skridt af gangen, så det skal man lige vænne sig til. Også fordi jeg havde en slags sløjfe bagpå, så måtte jeg jo ikke læne mig tilbage, når jeg sad ned, ellers ville jeg jo mase den ud af form. Gen tog mig med til den største Tanabata festival, som faktisk er så kendt i Japan, at den bliver sendt i fjernsynet. Det var virkelig en særlig oplevelse, som jeg knap nok kan beskrive med ord. Det var ikke som noget som helst, jeg nogensinde har prøvet. Der er bare en helt særlig atmosfære og MANGE mennesker! Der var desuden dekorationer overalt og boder med mad og spil. Jeg tror aldrig jeg har brugt et kamera så meget som i dag ;-)

Jeg fik både lidt at spise – bl.a. en chokoladebetrukket banan (smagte rigtig godt) og fik prøvet et spil, som jeg så ofte har set i manga/anime: det gælder om at fange guldfisk. Jeg fangede desværre ikke noget, men var ellers tæt på – fisken var bare lidt for stor. Det eneste ”minus” var varmen! Det var i forvejen 35 grader med høj luftfugtighed og så var der jo også bare en masse mennesker og varmen fra madboderne, som gjorde det endnu varmere! Men det trak bestemt ikke oplevelsen ned; vi måtte bare søge lidt væk fra varmen en gang imellem og drikke en masse væske.

Efter at have været ved festivalen i nogle timer tog vi videre. Vi skulle møde op med nogle af Gens kolleger/venner. Dog ikke før, vi fik noget frokost, og jeg havde selvfølgelig fortalt ham tidligere, hvordan jeg i hvert fald skulle prøve Ramen, men var bekymret for om jeg kunne lide det, da jeg ikke på nogen måde kunne fordrage Cup Noodles hjemme i Danmark. Han tog mig hen til et sted, hvor der bare var en masse Ramen-restauranter ved siden af hinanden. Vi valgte en, hvor man skulle bestille ved en automat (som de jo elsker) udenfor stedet, så gik man ind og gav den ”billet”, som automaten gav én, indenfor. Jeg bestilte en helt almindelig Ramen (kaldet Shouyou (ikke sikker på stavelsen)) for at spille sikkert, når det nu var første gang. Jeg kan sige at det smagte fantastisk! Det eneste sørgelige var, at portionerne er så store, at man nærmest ikke kan afslutte en skål (gjorde dog et rigtig godt forsøg – spiste mere end Gen). Det skal jeg bestemt have igen!

Efter frokost tog vi hen for at møde med de andre. Da vi ankom, var det første jeg hørte var et højlydt ”Kawaii”. Det kom fra en (japansk) pige ved navn Yuri, som er omkring min alder, og rettet mod mig. Det skal siges, at hun er en rigtig sød og rar person og var rimelig god til engelsk. De andre var også hurtig til at rose mig. De var fem i alt: yderligere to japanere: Kenta og Syo og så to amerikanere, som var i en slags praktik ved navn Grant og Claire (alle omkring min alder kan det siges). Efter introduktioner gik vi mod et kæmpe stort tempel, hvor vi skulle skrive et ønske på et stykke papir og hænge det på en bambus (tradition ved Tanabata). Jeg skrev selvfølgelig min på dansk, da det ville være helt specielt, da det var en sjældenhed (så udover japansk også engelsk, spansk og fransk). Efter dette gik vi mod Tokyo Tower. På vejen gik det dog lynhurtigt fra det solskinsrige varme til pludselig at stå ned i stænger! Jeg mener det virkelig bogstaveligt, at det var som at stå under en bruser. Vi alle nåede at blive godt gennemblødte, før vi fandt ly. Heldigvis regnede det ikke så længe, så vi kunne snart fortsætte.

Her er Claire og Grant

Det kan for resten tilføjes, at det havde været så varmt, at da regnen stoppede, kunne man se damp stige op fra asfalten! Det var virkelig syret.

Ved Tokyo Tower var der virkelig lang kø, så vi skyndte os at stille os i kø for at komme ind så hurtigt som muligt. Tre af os (Gen, Kenta og mig) stod dog ikke længere end 1 minut, før vi fik lov til at komme ind. De havde lavet specielle fordele og tilbud for folk i Yukata, så vi ikke skulle stå i kø, og så fik vi rabat på billetten. Oppe i tårnet var det helt vildt. Udsigten var utrolig, og man kunne bare se næsten hele Tokyo. På en af etagerne havde de også lavet en ”stjernehimmel” af små lys, så det var også rigtig flot.

Da vi kom ud af Tokyo Tower mødte vi også to andre, som Gen åbenbart kendte et par tvillinge-piger. De slog sig til os, og selvom det var sent, og jeg var ved at være noget udmattet, så sagde jeg da ja til at tage med ud og drikke lidt. Jeg var noget tøvende, da jeg både var træt og egentlig for ung til at drikke i Japan, men Gen forsikrede mig om, at det var i orden, og så ville jeg gerne snakke lidt mere med dem. Det kan for resten siges, at da Grant, Claire og Yuri så på et billede, som jeg havde taget af Gen på hans mobil, bemærkede de en masse kameraer rettet i min retning i baggrunden meget diskret. Åbenbart var jeg et sjældent syn ved festivalen (vesterlænding og i yukata). Det var i en ”mindre” by uden for Tokyo, så de var ikke så vante til udlændinge. Hvem elsker alligevel ikke at være i total fremmedes fotoalbum ;-)

Da vi tog hjem (omkring midnat) var jeg virkelig bombet. På Gens opfordring sov jeg også lidt i toget på vej hjem. Jeg kan i hvert fald sige, at jeg ikke ville få nogen problemer med at sove. Bare ærgerligt, at jeg skal op kl. 7 om morgenen.