Gåtur i Ueno

Min dag startede meget sent idag, da jeg pga. jetlag endte med at sove helt til kl. 13. Jeg kom hurtigt i noget tøj og besluttede mig for at tage ind og se kvarteret Ueno, da jeg har læst, at det skulle være et godt område til at købe en yukata (sommer kimono), som jeg regner med at skulle bruge her på søndag (I må vente med hvorfor ;-)). Det jeg fandt var i sandhed noget man helst selv bør skue, for billeder er det slet ikke værdigt! (Har dog prøvet at tage nogle gode billeder af stedet). Da jeg først trådte ud af metroen blev jeg mødt med kæmpe veje, men ingen fodgængerfelter - folk gik nemlig på broer over trafikken!

Jeg gik over broen og fandt et storcenter - lidt ligesom Salling eller Magasin i Danmark. Her var masser af tøj, men jeg begrænsede mit kiggeri - jeg havde nemlig ikke fået noget rigtigt at spise endnu (kun et par kiks), så jeg kiggede efter noget mad. Jeg faldt over skilte mod noget ved navn "nana's green tea", som var en lille cafe. Selvom det måske ikke var det egnede måltid for frokost, så kunne jeg ikke lade være. Jeg vidste selvfølgelig ikke, hvad noget af det egentlig var på trods af det engelske menukort, som egentlig ikke gjorde meget. Jeg bestilte derfor noget, der lignede iste og en slags is-dessert.

Nok ser det rigtig godt og velsmagende ud, men man skal ikke altid lade sig narre. Det var bestemt ikke iste, som vi kender den - nok var der is i og nok var det te, men det smagte meget bittert. Det var nok mere en form for kold te end egentlig iste. Så var der isen... Jeg vil tro at den grønne is var grøn te for det smagte i hvert fald ikke af pistacie ;-) Det var en lidt speciel og uvant smag, men det var da spiseligt. Værst af alt var nok den brune "bean paste" og de små hvide "dumplings" (tror jeg i hvert fald de var). Jeg kan slet ikke beskrive smagen af det, men jeg kunne bestemt ikke lide det! Det var så slemt, at jeg i desperation drak af teen for så at huske dens smag og så skylde det over med et glas vand ^.^' De små dumplings havde en virkelig sej og gummiagtig konsistens, så jeg knap nok kunne tygge dem let alene få én ned på trods af det hårde forsøg, men jeg måtte til sidst give op, før jeg blev kvalt. Og hvis nogen er i tvivl, så nej det er ikke chokoladesovs i den lille skål. Det var en slags sovs, som smagte lidt i stil med kaffe efter min mening. Så det var ikke det bedst-valgte måltid, men jeg må jo prøve mig frem, ellers finder jeg jo aldrig ud af det ;-)

Bagefter gik jeg rundt og kiggede lidt i centret. Jeg fandt til sidst en butik, hvor de solgte nogle rigtig flotte yukata i god kvalitet. Jeg begyndte straks at kigge og må sige, at der var MANGE søde mønstre. Jeg kiggede ikke på egen hånd længe, før en medarbejder straks kom til hjælp. Hun spurgte om min højde og fandt straks efter en yukata, som hun synes passede perfekt til mig. Hun hjalp mig i den, men måtte så se til en anden kunde, så en anden medarbejder overtog. Den forrige kunne heller ikke engelsk, så det var ikke nemt, men hende her kunne noget. Hun hjalp mig med at få resten på og hjalp med at finde det perfekte sæt til mig. Jeg gik glad derfra med tunge poser. Jeg glæder mig virkelig til at vise mig frem i den! :-)

Jeg forlod centret ud af en anden vej og kom ud og fik mig en stor overraskelse: gader fyldt med forretninger og restauranter (og folk). Det var det vildeste, som jeg har set længe af den slags, og jeg har ellers været i USA (New York, Las Vegas, Miami og flere). For dem hjemme i Danmark, så forestil jer noget i stil med gågaden i Århus x1000. Der var skilte overalt, og medarbejdere i butikkerne hilste, bare man gik forbi.

Det hele virkede bare helt elektrisk og straks ønskede jeg bare, at jeg havde en hel masse penge - og plads i kufferterne, men jeg måtte selvfølgelig beherske mig ;-). Jeg mødte faktisk også en udlændinge, som boede i Japan. Han var fra Nigeria og arbejdede (/ejede?) en butik der. Jeg blev overtalt til at gå ind og tage et kig. Vi faldt i snak, og selvom jeg ikke købte noget, endte han med at spørge om jeg ikke ville spise middag med ham en dag. Jeg sagde dog pænt nej, men han gav mig alligevel hans visitkort, hvis jeg nu skulle skifte mening. Et rigtig ego-boost, at man på 2 dage er blevet lagt an på 2 gange ;-) og den ene kunne knap engelsk. Jeg gik videre rundt og kiggede ind til det altså blev aftentid og tid til at spise. Nu var problemet jo ikke at finde et sted, men at vælge et sted. Jeg endte med at vælge et sted "Japanese Casual Dining" (det skal siges, at japanere elsker etager - indgangen var direkte, men den lå på 2. sal, samt så restauranter, hvor man skulle gå ned i kælderen!). Jeg valgte, at jeg ville prøve at spille lidt sikkert, men ikke MacD sikkert, så jeg fik pomfritter, nogle små stegte kyllingestykker (kunne tegnet for kylling, så kunne læse det i menuen) og et glas af noget der så sikkert ud (viste sig at være appelsin juice, så det var fint nok (de elsker det herovre!)).

Jeg havde dog cirka det samme held som tidligere i mit madvalg, for selvom pomfritterne var normale og gode, så var kyllingen lidt speciel. Lad os bare sige, at den smagte fint, men var lidt hård at tygge. Havde ikke tænkt over, at jeg faktisk har læst, at man i Japan ikke altid kun spiser kødet men også de lidt hårdere dele som... brusk eller endda knoglerne (i små fisk fx), så de var lidt svære at få ned, men jeg fik da spist en god del af dem. Jeg må skynde mig at lære japansk, så jeg kan læse menuen ordentligt. Men jeg nærmer mig da! Det gik bedre end til frokost ;-)

Efter en lang dag i gaderne var det altså nu på tide at komme hjem. Det skal forresten siges, at jeg nok har spottet mine første "Love hotels"! De var meget diskrete, men skiltet med timeleje for et værelse var lidt afslørende ;-)

Imorgen skal jeg ud til min host family, som jeg skal bo hos den næste måned, så er spændt! Ville gerne se lidt mere af Tokyo på egen hånd, men det kan jeg jo også både efter skole og efter sprogkurset, men nu glæder jeg mig bare til at møde de rare mennesker :-)

P.S til Nina: Jeg fandt din gemte gave og tusind tak! Nu giver brevet mere mening, og bogen virker bestemt spændende, men elsker især billedet ;-) Nu kan jeg se på jer hver dag :-)