Første dag med værtsfamilien

Da jeg lå søvnløs hele natten (højst sandsynligt pga. en blanding af, hvor længe jeg sov natten før, noget jetlag og selvfølgelig spænding), valgte jeg at starte dagen tidligt; omkring kl. 5 om morgenen. Det var allerede lyst udenfor kl. 4! Jeg startede med at rydde ud i værelset og gøre alt klart til at skulle tjekke ud senere. Da jeg var færdig besluttede jeg mig for at tage ud og se lidt mere af området, inden jeg skal forlade det. Jeg havde bl.a. set på et kort, at der skulle være en lille lokal helligdom (Shinto Shrine), som jeg valgte at sætte mig ud for at finde.

Jeg kunne ikke læse, hvad standarden var for en bøn ved denne helligdom (ved bare at man bl.a. bukker og klapper i hænderne), så jeg lavede bare min egen.

Jeg gik videre i området og fandt en anden helligdom med en slags kirkegård. Jeg kom også forbi et kvarter, hvor hjemløse havde slået sig ned. De hilste da jeg gik forbi, men det var ikke nemt, når de ikke kunne engelsk og jeg japansk. For sjov var der dog én, som begyndte at kalde tilfældige engelske ord. Jeg kom på vejen forbi en 7-eleven, hvor jeg faldt over noget sjovt. De har åbenbart også Knorr-produkter i Japan. Jeg havde endnu ikke fået morgenmad, så jeg købte en med  tomatsuppe og pasta. Da jeg kom tilbage til hotellet gjorde jeg mit bedste for at følge den japanske vejledning, selvom jeg ikke helt fandt ud af, hvor meget vand, som skulle tilsættes, men det blev fint og smagte da godt.

Uanset hvor man er i verdenen, så kommer Knorr altid én til undsætning ;-)

Efter morgenmad tjekkede jeg ud og begyndte den lange rejse ud til Kamakura, hvor min værtsfamilie bor. Det var dog ingen nem opgave, når det er +30 grader, og man har tunge kufferter i hver hånd. Første del af rejsen gik egentlig fint nok. Jeg havde noget bøvl med trapper, hvor der hverken var rulletrappe eller elevator, men så måtte man jo bare tage dem én af gangen. Selv da det blev for hårdt ville der ofte straks komme én og hjælpe mig. Jeg fik faktisk oplevet japanernes venlige og hjælpsomme sind mange gange idag. Men mere om det. Da jeg skulle skifte tog fandt jeg med en smule hjælp den rette platform. Jeg kom dog ved et uheld til at tage toget i den forkerte retning ^.^' Dette fandt jeg først ud af efter ca. 15 minutters kørsel, da jeg burde have nået min station nu. Heldigvis kostede fejlen mig ikke noget som helst takket være deres betalingsmetode for toge. Så jeg skyndte mig straks af og fik vendt om. Jeg var dog så uheldig, at denne linje var forsinket, så jeg nåede ikke det næste tog, som jeg skulle med. Så det gav en kort ventetid.

Da jeg så endelig kom på det sidste tog og ankom på den station, som jeg skulle af ved, var det som om det pludselig blev dobbelt så varmt! Solen stod nu højt på himmelen og prøvede vist at dybstege folk. Nu var det store problem at finde frem til huset, da det var et stykke fra stationen. Jeg spurgte om vej, men det var bestemt ikke nemt! Der var alt for varmt, alt for mange gader og alt for mange smerter i hænder og skuldre! Jeg tror virkelig, at jeg enten får vabler eller i hvert fald hård hud på mine hænder efter alt dette. Til sidst var jeg ved at give op - Jeg var tæt på et hedeslag på trods af de store mængder væske indtaget, og det var meningen, at jeg skulle have været ved værtsfamilien inden kl. 12, og den var da 12.30. Jeg satte mig ned og prøvede at køle af, hvorefter jeg gik ind på et kontor, som lå bag mig (altså der hvor jeg sad). Her spurgte jeg om vej og straks blev en stor telefonbog med kort i trukket frem, og de prøvede virkelig at finde adressen. Kort efter kom en mand ind, og da de havde fundet vejen, så bad manden (som var kommet ind) mig om at følge med. Jeg formodede, at han ville gå med mig derhen, ligesom jeg havde oplevet den første dag, men nej. Så begynder han at smide mine ting ind i en bil og kører mig lige til døren! Jeg takkede ham dybt, og alt var godt igen, for huset var ikke helt tomt. Faktisk så var den ene af dem, som bor i huset (den voksne søn Gen) hjemme og stod, da jeg ankom på terrassen, så han så mig straks komme.

Min værtsfamilie består af kvinden Yumiko Kishimoto og den voksne søn Gen Kishimoto samt deres hund og to katte (som alle er virkelig søde skal det siges!)

Inde i huset blev jeg vist rundt og fik set mit værelse. Jeg er meget tilfreds med det. Jeg fik desuden spist frokost med ham. Det smagte specielt, men det var ok. Vi snakkede især og Danmark og Japan. Han vil rigtig gerne prøve at lære en smule dansk, nu hvor muligheden er der, så jeg begyndte jo straks ;-) Han skulle desværre ud efter et par timer, men han sørgede først lige for, at jeg havde, hvad jeg måttehave brug for. Jeg havde virkelig brug for et bad, så det ville jeg tage, men da jeg gik op på mit værelse for at hente mine ting, lagde jeg mig lige på sengen og tændte for den elektriske fane for kort efter at falde i søvn på sengen. Jeg vågnede igen, da den var omkring 5-tiden om eftermiddagen og gik ned, da de begge (mor og søn) var hjemme. Jeg fik hilst på moren, som ikke er så god til engelsk, men det går da. Sønnen forlod kort efter igen huset, så jeg var alene med Yumiko. Hun spurgte mig dog, om jeg ikke ville med ud og gå tur med hunden og låne nogle anime-film, hvilket jeg jo sagde ja til :-)

På vejen talte vi om mange forskellige ting, og kom blandt andet forbi en lille lokal festival. Det var en særlig oplevelse, men vi kunne desværre ikke lige blive, men jeg skal jo nok få masser af muligheder for festivaller.

Da vi kom hjem startede hun på aftensmad, mens jeg fik lov til at se en af de lånte videoer. Da det var tid til mad kom Gen hjem, og vi alle tre spiste sammen. Det var faktisk helt ok. Der var japansk-stil kartofler, som jeg rigtig godt kunne lide og så fik jeg en ret med ris og stegt ål, som var ok. Og jeg spiste selvfølgelig med spisepinde ;-)

Efter måltidet fik jeg endelig et bad. Desuden ville Yumiko hjælpe mig med at finde ud af, hvordan min nykøbte yukata tages på. Hele udstyret kom så på, og hun satte endda mit hår op i japansk stil. Vi fik taget fine billeder af mig med dem. Jeg bliver kun mere og mere glad for min yukata hver gang jeg ser den på.

Jeg gav desuden familien deres gave fra mig, som bestod af nogle klassiske danske ting: Haribo slik, marcipan, studenterstriber, Den Gamle Fabrik marmelade, blandede småkager og kronebolcher :-)

De virkede meget glade for det (nu fandt jeg jo ud af, at de også har Haribo i Japan (men ikke de to poser, som jeg havde med), og Gen sagde i hvert fald, at han elskede dem, så det var godt ramt).

Men dagen har nu været lang og trættende, og jeg har en lang dag imorgen, så nu er det vidst tid til en velfortjent nattesøvn.

Forresten så kan det siges, at jeg ikke just går ubemærket. Enten har nogle af de her japanere ikke set kaukasiske mennesker eller også er jeg bare udsædvanlig køn i deres øjne. Jeg mener dette helt seriøst: Flere folk kigger efter mig, når jeg går forbi og hørte igen nogen idag kalde mig "kawaii", da jeg gik forbi. Det kan være jeg skal flytte til Japan bare for at være populær hos fyrene ;-)